Pels – Pels – Pels!
Hundepels, hvad er det egentlig for noget – ud over irriterende totter på gulvtæppet og tøjet? Som alle nok ved, findes der mangfoldige typer af pels med større eller mindre gener. Hvad langt færre ved er, at de allerfleste hundepelse er ”kunstige” pelse, der kræver én eller anden form for pasning, afhængigt af hvilken type pels, der er tale om. Dette forhold er ikke en ny og fiks idé, men har en ganske naturlig forklaring.
Især i løbet af de sidste 2-3 århundreder har mennesket over hele verden beskæftiget sig med bl.a. at fremavle vidt forskellige typer af hunde til vidt forskellige formål. Man har i dag globalt flere tusinde variationer af hunden, fra stærkt specialiserede brugshunde til lige så stærkt specialiserede selskabshunde. Hos hver enkelt variant har opdrætteren haft et ganske bestemt udseende for øje. Han har ønsket en anatomi og karakter, der nøje svarer til hundens brugsmål, og der er blevet stillet krav til pelsens udseende af mange forskellige grunde. Eksempelvis kan nævnes den store gruppe af jagthunde, hvor der i første omgang blev lagt størst vægt på en sund anatomi og et intelligent væsen. Senere udvidede man så variationsbestanden med mange andre typer af bygning og pelslag.
For en stor del af
selskabshundenes vedkommende drejede det sig i første instans om at opnå et
egenartet eksteriør, i mange tilfælde ved hjælp af et mere eller mindre ekstremt
pelslag. Jeg skal i denne artikel lade det være usagt, om man i visse tilfælde
er gået for vidt med hensyn til anatomi, pels og karakter, men derimod trække
pointen vedrørende pelsen tydeligt frem. Som udgangspunkt vil jeg gå tilbage
til vildtypen, det være sig enten dingoen, sjakalen, ulven, den danske ræv
eller andre varianter af naturligt opståede hunde. Fælles for dem alle er, at de
fra naturens hånd er udstyret med et pelslag, som de selv er i stand til at
passe. To gange om året sætter en fældeperiode ind, og dyret skifter si pels
passende til årstid og klima. Denne periode er overstået på få uger, og hunden
kan selv plukke løse totter af med sit sunde tandsæt. Resten af året forekommer
kun en behersket pelsvækst, der gør det muligt for dyret selv at soignere sin
pels, hvilket den normalt gør et stort nummer ud af. Man har iagttaget,
hvorledes graden af vildhundens velplejethed hænger nøje sammen med graden af
selvtillid og rangering i en evt. flok. Endvidere er det en nødvendighed, at
pelsen er tilgængelig når dyret skal slikke sine smårifter og sår samt gør sig
ren i lyskepartiet. Der kræves desuden af en vildpels, at den er rimeligt
vandskyende og i stand til at tørre hurtigt, hvilket ville være umuligt, hvis
hårene filtrer sammen og/eller vokser i en uendelighed. Alt i alt herske der en
balance mellem pelsforhold og dyrets mulighed for at soignere sig under normale
omstændigheder.
Denne balance er der mildest talt pillet en hel del ved gennem den senere tids avlsarbejde. I dag findes der, som før nævnt, mangfoldige ”kunstige” pelstyper. Den ene mere unaturlig end den anden, og hver med sit særpræg og pasningskrav. Generelt gælder det, at man i kraft af pelslaget fratager hunden muligheden for selv at passe pelsen, og i kølvandet følger bl. Andet manglende selvtillid, udtrykt på mange måder, samt det almindelige ubehag, vi føler ved at omgås den konstant fældende og ildelugtende hund. Under den langvarige ændring af pelslaget har man opnået mange smukke, pompøse og fantastiske pelse; men ikke uden bivirkninger. En af disse er, at den naturlige fældningscyklus er hæmmet i en sådan grad, at pelsen enten bliver siddende og filtrer, eller den nye pels vokser ud, før den gamle begynder at falde af.
Der gælder følgende forhold,
når en hunds pels filtrer gennem længere tid: Huden under filtlaget strammes
sammen, især under armhulerne, og kan i ekstreme tilfælde hæmme
bevægelsesfriheden.
Filttotter klumper sig
sammen, især under og mellem poterne, og i øvrigt hvor pelsen er rigelig – disse
totter kan i grove tilfælde blive så hårde som sten. Filtlaget i bunden hindrer
huden i at få lufttilførsel, og sammen med fugtighed og urinsyre, som konstant
sidder og svamper i filten, kan dette føre til en meget rød og irriteret hud.
Ofte er det øverste cellelag delvis ødelagt, i særdeleshed i lyskepartiet.
Samme filtlag hindrer hunden
i enhver form for renholdelse af sig selv, og i tilfælde af smårifter og sår er
den ude af stand til at slikke dem rene. Endelig er der dette paradoks, at mange
hunde med store filtede pelse faktisk går rundt og fryser om vinteren, idet den
stramme filtkappe ikke levner mulighed for at lade luften holde på varmen mellem
hårene. Dette kan sammenlignes med at tage for små uldsokker på; så ved vi alle,
at man fryser om fødderne. Dernæst er feltlaget længere om at tørre i bunden,
hvilket yderligere forværrer forholdet. Når sammenfiltret uld bliver vådt,
trækkes det sammen og filtrer endnu mere; og faktisk gror mange hunde således
mere og mere til i bunden af pelslaget.
Det er derfor ikke pjat,
forfængelighed eller luksus, når man holder sin hunds pels i orden, men en
logisk nødvendighed og konsekvens af de kunstige forhold, man har skabt.
Mange, mange gange oplever
jeg, at en hund, der skal have sin pels gjort i stand, kommer krybende hen ad
gulvet, putter sig i et hjørne, hvor den sidder og hapser og vapser, men på en
højst usikker facon. En sådan hund har mistet sin selvtillid, bl.a. på grund af
pelsens beskaffenhed. Angsten og usikkerheden fører således ofte til
fejl-aggressioner, eller til at hunden sløver hen og bliver sur og tvær.
Ligeså mange gang oplever
jeg den utroligt hurtige forvandling, der sker med dyret under og efter
soigneringen. Hvordan den gradvis liver op og genvinder sin psykiske balance,
for til slut, når den med pelsen i orden bliver sat net på gulvet, at fare
glædestrålende rundt og tillidsfuldt springer op ad en. Sådan en hund går ud ad
døren med sin genvundne stolthed.
I senere numre fortsætter
artiklen, hvor jeg vil fortælle lidt om de forskellige racers pelsstruktur samt
den specielle pelspleje, der er påkrævet hos hver enkelt type.
Ellen Sand.