Mange hunde er nærmest
invalide, fordi deres pels misrøgtes.
Alt for mange hundeejere
forsømmer hundens pelspleje, enten af uvidenhed eller for at spare penge.
Månedgamle, ufriserede filttotter strammes til på hundens hud, hunden fryser,
huden kan ikke få luft og bliver derfor svampet. I ekstreme tilfælde kan hunden
dårligt gå for smerte og ubehag.
Af Anna Panum Sørensen.
Forestil Dem, at De ikke havde mulighed for at få håret vasket, friseret endsige klippet i et helt år. Ja ikke sandt, det ville være utænkeligt. Humør og alment velvære ville dale i takt med hårets ”forfald” – en naturlig, menneskelig reaktion.
Dette behov for soignering
er ikke forbeholdt mennesket alene. Vore dyr og fugle, såvel vilde som tamme,
tilbringer en stor del af deres tid med at holde pels og fjerpragt i orden. For
natur-dyrene er det en let sag, og også mange tamdyr er i stand til selv at
klare pelsplejen. Til undtagelserne hører det vel nok mest almindelige husdyr i
vore dage, hunden.
De fleste pelse er
”kunstige”.
Ellen Sand, biologistuderende og uddannet kynolog, hundesoignør, mener at mange danske hundeejere ved for lidt om dyrenes behov for pelspleje.
- Det er nok ingen
hemmelighed, at der findes mangfoldige typer af hundepels med større eller
mindre gener, men det er vel de færreste mennesker, der ved, at de fleste
hundepelse er ”kunstige” pelse, der kræver en eller anden form for pasning,
afhængig af hvilken type, der er tale om, siger Ellen Sandtil Jyllands-Posten.
- Inden for de seneste
to-tre århundreder har mennesker over hele verden beskæftiget sig med blandt
andet at fremavle vidt forskellige hundetyper til vidt forskellige formål. I dag
findes der flere tusinde variationer af hunden, fra stærkt specialiserede
brugshunde til lige så stærkt specialiserede selskabshunde.
Fældningen skal
fremmes.
- Ved gennem avl at ændre på hundens pels er der opstået nogle bivirkninger, fortæller Ellen Sand. Man har ganske vist fået en flot pels, i den form man ønskede, men samtidig har man opnået at hæmme den naturlige fældning i en sådan grad, at hunden ikke fælder hurtigt nok, før end det nye pelslag vokser op. Derfor er man nødt til at hjælpe fældningen i gang ved hjælp af trimming.
- Alle terrier og spaniels skal trimmes – klipning gør kun ondt værre, siger Ellen Sand. Ved trimming rykkes det øverste pelslag af, således rodspidserne fjernes fra hårsækkene. Hvis man nøjes med at klippe, sidder den gamle rodspids tilbage og blokerer for det nye hår, der skal vokse op. Resultatet bliver en underlig, blød og død pelsstruktur, og pelsen mister farven. Sådan ser de fleste terrier desværre ud, idet de oftest og altså fejlagtigt bliver klippet.
Kam og karte til større
hunde.
- Større hunde som Collie,
Sct. Bernhard, Schæfer, Golden Retriever, New Foundland og Old English Sheepdog,
er lidt anderledes indrettet. Hos disse hundetyper er det under-ulden, der skal
hjælpes af vejen, idet den vokser hurtigt og uafladeligt. Ulden skal friseres
væk med kam og karte. Her vil jeg godt tilføje, siger Ellen Sand, at det er
unødvendigt at anskaffe sig dyre og smarte redskaber. En almindelig, tæt kam med
runde tænder og et godt håndtag samt en karte, af den type der anvendes til
uldkartning, er alt hvad der behøves for at holde hundens pels i fin stand. De
nævnte store hunde bør friseres hver dag, andre kan godt springe et par dage
over.
Kun pudler må klippes.
- Pudlen er den eneste hund, der må klippes, fortæller Ellen Sand. Til forskel fra andre hundetyper har pudlen kun et pelslag (at sammenligne med menneskehår), der vokser i en uendelighed. Den skal klippes jævnligt, hvilket i dette land synes at være et vidt begreb. Som eksempel kan jeg nævne, at i Tyskland, hvor man har en anden mentalitet med hensyn til viden om hunde end vi, klipper man konsekvent pudlen hver tredje uge. Her i landet får hundesoignørerne dem til behandling i bedste fald hver tredje måned, og så er pelsen som oftest i en sådan stand, at den må klippes helt ned. Det får pudlerne til at ligne små, lyserøde grise, en tilstand der overhovedet intet har med pudler at gøre.
For alle hunde gælder det,
at selv om ”overfladen” ser pæn ud, er det ingen garanti for, at resten af
pelsen er i orden. Hvad der sker, når hunden ikke får jævnlig pelspleje,
fortæller Ellen Sand om i det følgende:
Filtret pels hæmmer gangen.
- Når en hunds pels får lov
at filtre gennem længere tid, strammes huden under filtlaget især under
”armhulerne”. Dette kan i ekstreme tilfælde hæmme hundens bevægelsesfrihed.
Filttotterne klumper sig sammen, især under og mellem poterne, og i øvrigt hvor
der er meget pels. Totterne kan i grove tilfælde live hårde som sten. –
filtlaget i bunden hindrer huden i at få lufttilførsel, og sammen med fugtighed
og urinsyre, som konstant sidder og svamper i filten, kan det føre til en meget
rød og irriteret hud. Ofte er det øverste cellelag delvis ødelagt. I særdeleshed
i lyskenpartiet.
Hunden kan ikke holde sig
ren.
- Samme filtlag hindrer
hunden i enhver form for renholdelse af sig selv, og i tilfælde af smårifter og
sår er den ude af stand til at slikke dem rene. Endelig er der dette paradoks,
at mange hunde med store, filtrede pelse faktisk går rundt og fryser om
vinteren. Den stramme filtkappe levner ikke mulighed for at lade luften holde på
varmen mellem hårene. Der sker det samme, som når vi mennesker tager for små
uldsokker på: vi fryser om fødderne. – Filtlaget er endvidere længe om at tørre
i bunden, hvilket yderligere forværrer forholdet. Når sammenfiltret uld bliver
vådt, trækker det sig sammen og filtrer endnu mere, og faktisk gror mange hunde
således mere og mere til i bunden af pelslaget.
Det er ikke pjat.
Det er derfor ikke pjat, forfængelighed eller lukses, når man holder sin hunds pels i orden. Det er derimod en logisk nødvendighed og konsekvens af de kunstige forhold, man har skabt.
- Mange, mange gange har jeg oplevet, at en hund, der skal have sin pels gjort i stand, kommer krybende hen ad gulvet, putter sig i et hjørne, hvor den sidder og hapser og vapser på en højst usikker facon. Lige så mange gange har jeg oplevet den utroligt hurtige forvandling, der sker med dyret under og efter soigneringen – hvordan den gradvis liver op og genvinder sin psykiske balance for til slut, når den med pelsen i orden bliver sat ned på gulvet, at fare glædestrålende rund og tillidsfuldt springe op af en. Sådan en hund går ud af døren med sin genvundne stolthed.