(Nedstående er en afskrift fra Hippologisk Tidsskrift 9/93, billederne er dog udskiftet, men forestiller det samme).
Kunsten tilbage i dressuren.
Instruktør langer ud efter rideundervisningen i dagens Danmark.
Af Lotte Haubroe.
- Når dressuren holder op, starter volden. Forstået på den måde, at en hest, der går uden afspændthed, får stive og ømme muskler, som giver smerter. Udsagnet er et af rideinstruktør Ellen Sands hovedbudskaber, som hun formidler i sin undervisning og videregående dressur.
Efter 40 år i midt- og Østjylland er Ellen Sand i foråret rykket ind på det genopstandne ride- og hestecenter Egholm Slot ved Skibby. Så nu er det herfra, der flyder karske bemærkninger om dansk ridnings aktuelle stade. Og det er hertil, ryttere kommer medbringende deres heste, fordi de gennem mund til øre metoden har hørt, at "damen" kan hjælpe dem med problemer som for eksempel når hesten stiver sig, går imod tøjlen, er svær at få til at "bøje i nakken" og det, der er værre.
Ellen Sand mener, at ridningen, som kunstart - og dertil en af de sværeste, som hun siger, er forfladiget og nærmest gemt og glemt i nutiden. Blandt årsagerne til det, hun kalder ridekunstens forfald, nævner hun, at sporten fra at være for kendere og fagfolk er blevet til en massesport. Og at den samtidig er blevet fritidsbeskæftigelse og børnepasningsordning. Denne udvikling mener hun ikke, at rytternes organisationer har været i stand til at opfange og imødegå med oplysning og uddannelse.
Skoleheste.
- Hvor finder du i dag en rideskole med elevheste, der alle går middelsvær spring og dressur? spørger hun. Selv oplevede hun dette fænomen hos Hans Madsen Greve i Viborg, hvor hun tilbragte en stor del af sin barndom og ungdom, omgivet og opdraget af heste og voksne ryttere.
- Den gang i begyndelsen af 60'erne var det en æressag at kunne ride sin hest til biddet, også selv om man bare var skovtursrytter. I dag er det ikke sjældent at se ryttere, som ikke aner, hvad det vil sige at hesten går til biddet, mener hun. - Hans Madsen Greves holdning var, at hvis hesten var trænet rigtigt, kunne den sagtens gå med elever uden at det ødelagde dens færdigheder. Jeg bruger det samme princip med mine fire hest. De ryttere, der kommer med deres forredne heste, rider på mine, så de kan mærke, hvordan det skal føles, når hesten går rigtigt.
Ellen Sand lægger sin undervisning an på de principper, som hun finder bedst ført ud i livet hos Rainer Klimke og Kyra Kyrklund. Og hun understreger, at hun ikke selv har opfundet de rideregler, hun underviser i: - De bygger på erfaringer, som allerede er gjort. Dressuren har et meget præcist og enkelt sprog, som det bare gælder om at sætte sig ind i, mener hun.
Ved tilridning af unge heste lægger Ellen Sand vægt på, at tre-års heste er "store babyer", som højst skal have grundtræning i en måned for så at gå på fold igen til året efter. Som fire-årige starter de den egentlige uddannelse, men med hensyntagen til, at de stadig vokser og udvikler muskler, sener og knogler frem til seks-års alderen. Hun springer ikke med heste under fem år, fordi hun mener, det er for belastende.
Et andet af hendes grundsynspunkter er, at målet med dressuren er en smidig hest med forstærket udstråling. Midlet er øvelserne og struktur på træningen.
(Tekst og billede - Ellen Sand).
Her viser Heidi og Peluso dybdearbejde.
Som grundtræning anbefaler Ellen Sand, at hesten rides i dybden, så den går afspændt og i balance. Også uddannede heste skal have lejlighed til med jævne mellemrum at strække sig frem og ned for derved at strække og smidiggøre musklerne der ellers bliver hårde og stive. Gerne ti til tyve gange i løbet af en lektion.
- Alle heste kan bringes til at gå smidigt og med forstærket udstråling, selv om der selvfølgelig er en grænse for hvor langt hver enkelt kan komme, mener Ellen Sand, der tager alle typer heste i træning.
(Privat billede - tekst - Ellen Sand).
Opvisning i Dressur fra gulvet for udlændinge 1994.
- De har alle brug for grunddressur, uanset om de skal bruges til springning, kørsel, western, distance eller andet. Før de går afspændt og i balance i alle fire sider, kan de ikke yde deres bedste,
- For at opnå dette, skal rytteren ride med både hjerne og hjerte og hele tiden føle og tænke og korrigere sin egen og hesten form. Man bør være træt i hovedet - og de eneste muskler, man i hvert fald ikke skal bruge, er dem i armene.
Sideløbende med den egentlige ridemæssige uddannelse lægger Ellen Sand vægt på, at hestene får de bedste vilkår at arbejde under. For eksempel, at de er beskåret korrekt og går med det rigtige udstyr.
- Alt for mange heste er beskåret forkert. Lagt sammen med forkert træning og for store krav betyder det mange hestes død, når hove og ben ikke længere kan holde til belastningen. Diagnosen og dødsårsagen kaldes så hovsenebensbetændelse.
Ellen Sand anbefaler, at man lærer sig at vurdere hestens tåakser forfra og fra siden og stiller krav til beslagsmeden om korrekt beskæring og beslag.
Af bid går hun ind for argentan, som er en blanding af messing og nysølv, fordi metallet afsondrer salte, når det udsættes for spyttets enzymer. Saltene får spytproduktionen til at stige. Stål afgiver i følge Ellen Sand ingenting og specielt de hule muffebid virker hårdt i hestens mund.
Brug af argentanbid har ind til sidste efterår været hæmmet af dressurreglementet, men det er nu ændret til, at det eneste krav til et trensebid er, at det skal være af metal. For kandarer, bridon og stangbid, gælder stadig reglen, at alle biddele skal være af samme metal.
Ellen Sand har endnu en pointe omkring brugen af bid:
- Tøjleføringen skal være let i hestens mund. Biddet skal hvile på tungen, hvis nervespidser opfanger de fine signaler, og ikke på laderne. Desværre går mange heste allerede med ødelagte lader, inden hesten har haft rytter på. Nervespidserne på laderne ødelægges nemlig, når der rykkes nedad i biddet, og disse nervespidser gendannes aldrig.
Samstemmende fra flere af Ellen Sands elever, som Hippologisk Tidsskrift har talt med har været udsagnet: "jeg har redet i mange år, men jeg har aldrig før forstået, hvad det egentlig gik ud på" En enkelt indrømmede blankt, at han allerede havde ødelagt en hest, og nu havde taget vejen over Egholm for at prøve om han med instruktion herfra kunne undgå at ødelægge den næste.
- Fejlen er, mener Ellen Sand, at underviserne ikke er fagligt funderet i rideteorien og derfor ikke kan formidle den til rytterne. Og der står hele tiden en hærskare af nye, uvidende kunder. Branchen mangler saglig styring.