Dressurtræning startede omkring 400 f. k.. Dets intentioner var at skabe en stærk, smidig, lydig og manøvredygtig ridehest til krig, og som kunne forblive rask og sund i længere tid.

Nutidens ønsker for dressurtræning indeholder grundtræning som alle heste, uden hensyn til hvad deres fremtid indeholder, skal modtage, for at være i stand til bedst at opfylde menneskets krav. Hovedformålet er at genoprette og forbedre hestens balance som er blevet forstyrret med en forøget vægt fra en rytter eller en vogn. Ved at styrke hesten og flytte dens kropsvægt mere hen imod bagparten, vil den genvinde eller endda forbedre sin naturlige lethed på forparten og sin smidighed og samtidig vil den lære at indordne sig sin træners ordrer. Da dressur betyder grundtræning af hesten, er der ingen forskel i træningsprincipper og grundmål imellem ride og kørselsdressur. En kørt hest må vise samme mål af side - og længdebøjning og bevægelse, og med ensartet lydighed, tilskyndelse og regelmæssighed.

Gennem århundreder har hele strukturen for dressurtræning imidlertid kun taget hensyn til den ridene hest og al indholdet af træningsteknik taget ud fra det faktum at rytteren sidder på hesten, og at hestens og rytterens vægtcentrum er i samme linie og i sikker balance.

Køredressur er en ny udfordring til hesten og uagtet, at det er ønskeligt, at træne en kørehest i overensstemmelse med dressurprincipperne, må vi forberede os på omformning. Vi sætter hesten i en total forskellig position. Den skal ikke længere bære vægten, men må trække den. (For at være helt præcis, må den skubbe den med bringen), og den er fastspændt en vogn, som selv i bedste fald vil være en hindring for dens frie og ubevidste bevægelser. Den eneste fysiske kontakt med træneren er gennem linerne, en begrænset kommunikation. Og logisk kan dens centrum for tyngdepunktet ikke være på linie med vægten. Desuden må dens centrum for tyngdepunktet indstilles vedvarende, da kraften fra dens bringe skifter i forhold til terrænets ujævnhed.

Af hensyn til de nævnte grunde er det højeste mål, mere dæmpet ved køredressur. Men basistræningsprincipperne er de samme.

Som følge af begrænsningerne igennem udstyret og de benyttede mulige hjælpere er der færre gangarter og bevægelser ved kørsel. De eneste gangarter i dressurprogrammer er skridt og trav og de forlangte takter i disse gangarter SKRIDT: fri skridt for lang line, arbejdsskridt, forlænget udvidet skridt, fri skridt. TRAV: arbejdstrav, - (forlænget) udvidet trav, fri trav og samlet trav.

Da galop er medtaget ved kørsel er der delte meninger for og imod i dressurprogrammer.

Mange mener at en kørehest må lære at galopere og at galop skal være en forlangt gangart i dressurprogrammer og at galop skal være en begrænset del af hestens træning, af sikkerhedsgrunde og som et gymnastisk værktøj. Andre mener ikke, at en kørehest skal tillades at galopere i dressurprogrammer.

Da heste i konkurrencekørsel galoperer i forhindringer og ved keglekørsel, vil det være klogt, at kusken i dressurprogrammet demonstrerer at han virkelig har skolet sin hest i denne øvelse, og at det er under fuld kontrol.

Størrelsen af buer og cirkler er en del større i et køreprogrammer. Det mindste mål for en cirkel ved kørsel vil være 15 m., mens det ved ridning er 6 m.

Ligeledes hjørner, disse kan ikke blive kørt så dybt, som ved ridning og selve banens omfang er meget større (40 x 80 m på det lave niveau og 40 x 100 m. på det højere niveau) og tilpasser sig dermed disse faktorer. Ingen sidebevægelser vil være mulige.

Nyttige hjælpere.

A. De eneste nyttige hjælpere ved kørsel er linerne, pisken og stemmen, i forhold til nyttige hjælpere ved ridning - sædet, tøjler, stemme, pisk og sporer. Kusken skal på trods af disse mangler udvise samme indflydelse på hesten. Det er en grund til at kravene ved kørende dressur er sat lavere. Imidlertid er der gode træk ved denne mangel på hjælpere. Meget mindre tvang overfor hesten er resultatet. Hvis hesten ikke er oprigtig eftergivende, klar og løsgjort og ikke oprigtig modtager biddet til dens egen fordel, er der ikke meget andet en kusk kan gøre, end at være tålmodig og kritisk gennemgå træningsmetoden. En rytter har et utal af hjælpere til at tvinge hesten igennem enhver modstand og endda illusorisk at frembringe noget der ligner en spænding til biddet eller en sidebøjning, uden hestens engagement. (Dette er imidlertid ikke hvad dressurtræning skal vise).

Den eneste vej kusken kan opnå samarbejde med sin hest er at gøre det til dens idé og gøre kravene behagelige. Kusken skal tilskynde en bevægelse, han kan ikke fremtvinge den. Sand dressurtræning er derfor mere indlysende og klar ved kørsel og må derfor værdsættes højt.

Indvirkning med hjælperne ved samling.

B. At bringe en hest rigtigt igennem til et højere niveau vil resultere i, at dens travarbejde i høj grad vil blive kraftfuldt igennem en forstærket energi, hvilket er resultatet af at sammentrække lændestykket. Dette vil sætte hesten i stand til at frigøre og lette sin forpart og rejse og hvælve halsen i en højere grad. Denne gradvise styrkende proces skal virkelig betragtes som en grad af samling, endskønt, dette ikke er, hvad vi mener, når vi taler om samling.

Det vi ønsker at udføre igennem denne proces er en forbedring af hestens naturlige forparts stærke balance, som er generet af vognens vægt. Ved starten af dens træning bevæger hesten sig i en "ned ad bakke" stilling, og det er meget svært at udføre med de mulige hjælpere.

Med samling menes en tydelig forstærket vægtbæring på bagparten (kræver en betydelig større grad af energi) og derfor større lethed og smidighed på forparten, alt imens den accepterer biddet på en let og blød måde, det er nødvendigt at hesten konstant er til biddet, for at vedholde engagementet.

Enhver erfaren dressurrytter vil vide at samling hovedsagelig skal udføres og vedholdes ved sæde - og benhjælpere. Tøjlerne spiller en underordnet rolle.

Ved kørsel vil linerne være hovedhjælpen, undertstøttet af pisk og stemme. Alt hvad en kusk kan gøre når der forlanges samlet trav er, at drive hesten fremad og støtte med linerne. Idet hverken pisk eller stemme vedholdende kan bruges som ved sæde - og benhjælpere, og absolut ikke kan have samme effekt på hesten, er det derfor alene linerne der må gøre arbejdet.

Hesten kan let misfortolke dette krav og blive vred og konfus "hvorfor driver du mig hårdere og holder mig tilbage på samme tid"? "Hvad forventer du, at jeg gør nu"?

I forventning til at modtage den rette respons og forlange lethed i munden, er det absolut afgørende at hestens træning har været korrekt, så hesten forstår kravet, og at den er oprigtig modtagelig, for at flytte og forstærke summen af sin vægt bagud til bagparten. Ved ridning kan vi tilbyde hesten vores hjælp vedholdende med et større antal hjælpere, ved kørsel er det overladt til hesten selv. Kun ved fuld forståelse for sit arbejde, sammen med lydighed. Tabet af balancen kan give et helt andet resultat - dårlig overgang og (mangelfuld) utilstrækkelig bøjning ved drejning.

Hvor megen samling kan forventes.

C. Af de før nævnte grunde og i henhold til den begrænsning der er ved brug af hjælpere, så må vi være tilfreds med relativ moderat grad af samling ved kørsel.

Hvad er en moderat grad af samling og hvordan vises det?

En moderat grad vil være den begyndende samling som forlanges ved ridning på 2. niveau. Hermed menes at hesten flytter noget mere af sin vægt tilbage på bagparten, og med arbejdsgangart tilnærmer sig en yderligere vægtfordeling fra forpart imod bagpart. Dette faktum er naturligvis i forhold til hestens bygning. For dem der ikke er fortrolig med ridedressur. Der er 5 niveauer i ridedressur, det 2. niveau forlanger en begyndende samling, det 5. niveau forlanger en maksimal grad af samling. Niveauerne imellem, fører op til maksimum præstation. Ved en moderat eller begyndende samling er der kun forlangt at hesten sænker og sammentrænger sin bagpart i en moderat grad, som passer til arbejdsgangarten. Det betyder at den også kan rejse nakkens fundament. (Og således centret af bagparten, til et relativt lavt niveau). Der må imidlertid være synlig forskel imellem arbejdstrav og samlet trav.

Udstyret.

Udstyret - vogn og seletøj - er begrænsede faktum ved hestens træning.

Afhængig af foranstaltningerne kan denne begrænsning være mere eller mindre udpræget, det har en stor betydning at give hesten den optimale komfort ved valg af vogn og montering af seletøj.

Begrænsningen af gang, bevægelse og figurer.

A. En hest spændt fast mellem stænger eller til en stang, vil selv ved den mest komfortable fastspænding kun være i stand til at vise en vis grad af buer og cirkler med en korrekt bøjning. "Korrekt" menes at bagbenene nøjagtig følger sporet fra forbenene og hestens drejning tilpasser sig en ubrudt linie af bøjningens bue.

Da en vogn ikke kan bevæge sig sidelæns, men kun forlæns eller baglæns, vil enhver sidebevægelse være umulig.

Da hesten trækker vognens vægt med bringen, vil der også være nogle begrænsninger for den fri bevægelse af dens skuldre. Jo tungere vognen er og jo dybere fodfæstet er, jo mere betydningsfuldt vil problemet være. Derfor kan vi ikke forvente den samme udstrækning og frihed af forbenene, som ved ridning, men vi ønsker at se bevægelse gennem skulderen. Igen forskellig fastspænding kan lette eller forværre dette problem.

Begrænsning af samling.

B. Idet al gang er begrænset, til en vis grad grundet udstyret, som en hindring for en fri skulderbevægelse. Samling er mest påvirket og udover dette også af andre grunde som ......

Balanceproblemer.

B1. Allerede bemærket under "træningsprincipper". Samling har fra begyndelsen til hensigt at lette ridehestens forpart, da hestens og rytterens tyngdepunkt altid skal være i fuldstændig balance.

Dette mål kan meget let nås igennem fremadrettet træning. Men dette er ikke let ved kørsel. Som tidligere berørt kan hestens vægttyngdepunkt ikke blive nok understøttet til den krævende styrke, der skal til for at bevæge sin vægt. Hesten vil oftest være nød til at tilpasse sig vægttyngdepunktet og derfor vil dens balance variere af kraften fra bringen. Dette vil afhænge af ujævnt fodfæste og ændringer i terrænet. Opad vil den være nød til at trække hårdere, ved nedgange at holde igen, specielt hvis der ikke bruges bremser. Det er unødvendigt at sige, at det er meget sværere for en kørehest at holde en konstant og sikker balance og den eneste hjælp en kusk kan give er, en fornuftig anvendelse af halve parader. Konstant og sikker balance er imidlertid et absolut forlangende for samling. Samling er i sig selv en meget usikker forbunden balanceakt imellem hestens forpart og bagpart, og når der er en konstant forstyrrelse af balancen, vil en rigtig samling blive meget påvirket. Det er ikke umuligt at gøre, men meget sværere end ved ridning.

Skifte retning af trækket.

B2. Med henblik på at flytte vægten mest hensigtsmæssigt, vil hesten bevæge sig vandret eller måske en lille smule i nedadgående retning. Ved samling beder vi hesten om at bevæge sig med mere kraft, men mindre fart i en opad retning, derfor må den bevæge vægten den samme vej. Dette vil formindske effektiviteten af dens fremdrift (som er meget påvirket af retning og fart) og derfor forstærkes dens byrde. Samtidig må den frembringe større anstrengelse for at bevæge sin egen krop med samlet maner. Tilføjelse til dette er manglen på hjælpere, som berørt under 3b. Vi kan ikke hjælpe hesten ethvert skridt på vejen med stemme eller pisk, og linerne kan kun være en begrænset hjælp. Hvis de ikke bliver brugt dygtigt og følsomt, vil de mere være en ulempe for hesten. Derfor vil hesten altid være alene om at udføre disse meget vanskelige øvelser "uderstøttet af?" Et sandsynligvis svært spørgsmål. En let vogn og godt fodfæste vil gøre det en del lettere for hesten.

Forspænding af to-spand og fire-spand.

B3. Ved kørsel med to-spand og fire-spand må der iagttages et andet udstyrsfaktum. Ved gangen ind i et sving skal enten den indvendige hest afkorte eller den udvendige forlænge sine skridt nogle grader. Ved samling er enhver hest mest sikker ved bestemt skridtlængde og enhver ændring af denne skridtlængde kan let resultere i tabt rytme og samling. Når man iagttager alle besværlighederne, ved blot en moderat grad af samling af en kørehest, opstår spørgsmålet "er det det hele værd?" Svaret er "ja", idet det blot er endnu et skridt i den gymnastiske træning af hesten, og gjort korrekt en stor forbedring af hestens manøvredygtighed og styrke. Det kræver en dygtig træner og år med korrekt træning for at udføre virkelig samling. Enhver afkortning af træningen vil mere forværre end forbedre hesten.

Bid.

5. Det er en meget almindelig opfattelse, at en kørehest skal bruge et eller andet slags kædebid. Ofte er slet ikke andre prøvet. Kædebid er ganske vist traditionelt bid ved kørsel, men køredressur (såvel som marrathon og keglekørsel) er ikke traditionelle krav. Traditionel brug af køreheste var vognkørsel, som primært var, "stop" og "gå", gade op og gade ned. I vor sport beder vi hesten om mange præcise drejninger, vi må derfor gennemtænke de vigtigste faktum for at give hesten det bedste bid.

Ved ridedressur er enhver brug af kædebid, indtil hesten har erhvervet en høj grad af samling, (ved start på det 5. niveau er kædebid obligatorisk), og da kun brugt i forbindelse med briddonbid (delt bid). Ved ridning er kædebid kun brugt for at påminde hesten om at forblive samlet (og ikke for at frembringe dette) ethvert direkte tegn gives af briddonbiddet. Grunden til det, er at følsom påvirkning ikke er muligt med et stangbid, specielt kombineret med kæde-aktion. Når den ene side aktiveres og derfor trækkes ned imod undermunden, vil den anden ende af stangen ramme hestens overmund. det er et meget forvirret signal og resulterer for det meste, i en hældning eller vipning med hovedet. Grunden til at kædebid er indført, kun på et meget fremskredent punkt i træningen er, at det er et meget kraftbringende bid, det kan meget nemt drive en hest, som ikke er parat endnu, ind i noget der ligner samling og bevirker herved stor skade. I forventning om at undslippe det smertefulde pres på mund og hoved, vil hesten rejse sit hoved og hals og sænke sin bagpart. Da den ikke er stærk nok til at gøre dette korrekt, vil den blive nervøs og forstyrret og nogle mennesker antager denne livlige bevægelse er samling og dens skridt bliver kortere og dens benaktion syntes i mere bevægelse.

Imidlertid er alt hvad den gør, at stive sine led imod denne overmagt, bliver rasende og udviser stor spænding, nedsænker sin bagpart og så et kraftigt nedadgående tryk af rygkammen og forparten - Det totalt modsatte af samling. Sådan et forkert krav kan medføre en sygelig beskadigelse meget hurtigt. Ved kørsel er ofte unge og umodne heste under et kædebid. Selvom disse bid kun bliver brugt i de øverste huller på stangen, og således mildere end kædebid ved ridning, vil der stadig være en påvirkning fra kæden på et uskolet og utrænet dyr. Klart er det dog at en maksimal kontrol og deraf sikkerhed er en god grund til dette. Ved kørsel må man være endnu mere påpasselig med løbskhed, end ved ridning. Ved ridning er kontrolfaktorerne meget mindre foruroligende og biddet er hovedsaglig et træningsredskab. Imidlertid er korrekt dressurtræning, hvad enten det er ridning eller kørsel, ikke noget der blot lykkes ved et kædebid, og specielt når det skal bruges som hjælper. Derfor skal også et kørebid være betragtet som et træningsredskab, og som den eneste fysiske forbindelse med træneren. En hest skal ikke frygte biddet. Den skal respektere det, men også kunne lide det og føle det rart, da vi forventer, at den er til det og acceptere det, ud fra sin egen betragtning. Det skal mere være et tegn til den end et snærende bånd. Hvis en hest ikke lyder et delt bid til at begynde med, må der naturligvis bruges et stærkere bid. Der er imidlertid delte bid med kæder, og disse bør prøves før brugen af lige eller buet stangkædebid. Det kan tilføjes, at man bør prøve med få ugers mellemrum - i det mindste ved grundarbejdet - at vende tilbage til et mildere bid, for at kontrollere fremskridt og se om hesten har lært nok respekt og forståelse, og fra da af også blive kørt med et mildere bid. Ved en beslutning om at træne hesten korrekt ved dressur, er det nødvendigt at hver side af hestens mund kan påvirkes individuelt. Især når hesten lærer at bøje sig, og den prøver at falde indenfor bøjningen, er en vedvarende stærk kontakt på den ydre line nødvendigt for at holde hesten på sporet, mens den indvendige line masserer munden med henblik på at vedholde bøjningen i den indvendige kæbeside, og derved drejningen. Dette kan ikke udføres med noget stangbid, alene med en forbindelse til en kæde-aktion. Dobbelt forbundne bid giver det bedste resultat i den betragtning. Som hestens træning skrider frem, vil den få forståelse af biddet. Det er et meget vigtigt mål ved korrekt dressurtræning at forøge - forstærke hestens forståelse og lydighed. Selv svære heste skal forstå og bøje sig for biddet i en sådan grad, at et delt bid er tilstrækkelig ved banearbejde. Naturligvis vil der være undtagelser. Nogle heste vil ikke pålideligt adlyde et delt bid, specielt hvis de er ude fremmede steder.

MEN MAN SKAL ALDRIG KØRE EN HEST MED MERE BID END NØDVENDIGT!

Der er ingen indvendinger imod at bruge stangbid med kæde ved kørsel udenfor bane og på gader, hvis sikkerheden kræver det. Imidlertid, hvis man gør det, skal man forstå stødet fra kædeaktionen, og køre med så let kontakt som muligt. Ofte er heste svære at bruge, fordi de er bage for biddet, og forbliver nervøse og derfor uforudsigelige, snarere vrede og fokuserende fortil. Afslapning for en nervøs hest vil være muligt, hvis bidder er mildt og den derved kan tage en beroligende kontakt.

Tilføjelse af Ellen Sand:

Med hensyn til afsnittet om fronten, som jo består af : Nakken, Halsen og skuldrene og er Hele styretøjet, altså formgivende til Hele Hesten - således har Kuske - ligesom Ryttere mulighed for at anvende den Halve Parade med Diagonal Hjælp.

Det vil i korte træk sige, at hvis Hesten smider ryggen på diverse måder (Hovedet op - Bag lod - Iler - Hænger - Samt Kombinationer) - skal man stille Hestens hoved udad (falsk - midlertidigt) - stå fastest imod på udvendige line - drive på og lokke med finere modstand i indvendige mundvig. Således skal hesten sagtne tempoet, mens den samler sig i udvendige længste side, hvorved den hvælver ryggen (hvilket transformerer for megen vægt på forbenene tilbage på bagbenene. Den indvendige side samles kort sagt "gratis" på cirkelvolten på grund af, at den udvendige side var den længste. Prøv at tænke på en lang fjeder, der kun må samles bagfra. Udvendige længste fjeder samles først - ved hjælp af Fast udvendig line (ikke hive) og Drift (stemme, touchere med pisk) - samtidig med, at der blot lokkes (vibreres med håndleddet i indvendige line (mundvig), hvis eneste formål blot er at dreje hestens hoved, når udvendige samling er opnået. Derefter har man opnået en ægte eftergift i nakken på grund af en ægte hvælvet ryg - som resultat af samling bagfra frem til en rolig fast udvendig hånd og en lettere vibrerende indvendig hånd. Der gives således omgående efter i linerne og det hellere for meget og for ofte, når hesten giver efter (ægte) i nakken, end for lidt.

Det bør ikke være nogen overraskelse, at hesten naturligvis vil "slå fra" igen og igen. Det er derfor, det kaldes Uddannelse af Hest - uanset Brug ! Det er selve tricket - at gentage og gentage - og gentage: Den ½ Parade m/Diagonalhjælp på cirkelvolten - indtil hesten via dette velbehag i sin krop og sind vil lære at turde stole på Kuskens (Rytterens) Hånd - Samt forøge sin muskulære styrke og balance i bagpartiet og overlinien, så den til sidst går i såkaldt "selvbæring" med det samme og med glæde. Som 2 fluer med ét smæk - får man samtidig hesten til at vende udefra - med udvendige skulder inde på plads - ligesom 100% modsat, at dreje på en cykel. Hestens balance i indvendige benpar kontra udvendige benpar afhænger udelukkende af, om hestens skuldre er lige : Det vil sige : Inde på plads!

Hestene i dag vendes oftest på stærkeste indvendige tøjle, hvilket enten blot drejer hals og hoved (udvendige skulder skydes ud), eller værre endnu : Vendes hesten i skæv overbelastning i indvendige benpar, hvilket både er uhensigtsmæssigt og ødelæggende for hestens led og sener. Husk - at uanset brug af hesten - har den krav på at gå afspændt og i balance (som naturlig skabt) - Uanset anvendelse. Det vil altså sige : At uanset om vi rider fra ryggen i diverse discipliner - eller "former" hesten eller hestene foran vognen - Så har den/de krav på at arbejde naturligt atletisk - med forøget opmærksomhed, følsomhed og intelligens.

Husk, at vi alle er højre - eller venstrehåndede, hvilket er et stort problem på den ene volte - det er ikke hesten, der er skæv!

Den Klassiske Ridekunst, er ukendt i det meste af det moderne Vesten på grund af den "Historiske Pause" -er tidløs - og den ENESTE Vej til et vidunderligt samspil mellem to individer - Kroppe og Nervesystemer. Jeg må på den baggrund fastholde, at der er mange hjælpemidler for Kuske til Korrekt Formgivning end vi desværre ser i praksis og læser i moderne litteratur.

"Ridning" (Formning) af Hest for Vogn - Fra Jorden i linerne - Under Rytter bør og skal være den samme!

© www.sand-ridekunst.dk